... Med Frøken Meyer på tur (ved Jürgen Helm)
     
     
  Motorbåden "Frøken Meyer" er en midaldrende dame, der snart fylder 50. Da hun i 1960 blev tegnet af skibskonstruktør Flemming Sørensen fra Svendborg, kaldtes hun en motorkrydser. En slank båd med 10,35 meter længde, 2,85 meter bredde og en dybgang på knap een meter. Bygherren var værftsdirektør C. Pedersen fra Nakskov, som henvendte sig til Lohals Bådebyggeri, der var kendt for solidt håndværk.
Til den kravelbyggede båd brugtes egetræ til spanterne og sibirisk lærk til beklædningen. Foruden en behagelig stor salon med styrestand, går man to trin ned til en kabys med køleskab, 2 gasblus, gasovn og vask. Lidt længere fremme i forskibet findes en lille afdeling med håndvask, spejl og yachttoilet, garderobe og aflægningesplads.
Agter for salonen er der et rimeligt stort presenningoverdækket cockpit - også med styrestand - samt en agterkahyt med to brede køjer.
     
     
På familiebesøg med Frøken Meyer
     

Når man efterhånden er kommet lidt op i årene, synes jeg, det er et privilegium, at man kan ringe til sin gamle tante og sige: ”Tante Elsbeth, vi vil gerne besøge dig på din fødselsdag og ønsker os Käsekuchen!” Nu skal man vide, at Käsekuchen er en tysk specialitet, der mest består af mørdej og kvark og som smager utrolig godt. ”Fint”, siger den gamle tante, ”hvornår kører I?” ”I morgen.” ”Jamen, min fødselsdag er først om 14 dage!”, lyder det lidt forskrækket. ”Vi kommer sejlende”, meddeler den ikke mere så unge nevø, der med denne meddelelse udløser en hel lavine af aktiviteter.

  
     
  Udover det med Käsekuchen må man også vide, at min tante Elsbeth bor og hele sit liv har boet i Petershagen 25 kilometer øst for Berlin, og at hun er direkte eller indirekte ophavskvinde til en familie – som alle også bor i eller tæt ved Petershagen – på omkring 30 mennesker. Tilfældet ville, at jeg også blev født der i krigens første år, fordi bomberne smadrede mine forældres lejlighed i Berlin. Men det er en helt anden historie.
Berlin er blevet danskernes favoritby i de sidste år. De fleste byggeprojekter er fuldført, og kranerne forsvundet. Berlin Mitte er virkelig igen centrum for byen med fire millioner indbyggere og som Berlins Regerende Overborgmester - som det hedder, fordi byen ikke kun er hovedbyen men også een af Tysklands 16 delstater - siger: ”Vi er fattige, men vi er sexy!” Og dermed mener han, at Berlin bruger alt for mange penge men tilbyder til gengæld alt, hvad en turister kan forvendte: Museer, teatre, koncerter af enhver slags, udstillinger, spændende arkitektur, restauranter og hoteller i alle prisklasser samt et fortrinligt net af S- og U-baner, busser og sporvogne. Og ikke at forglemme: masser af kanaler, søer og floder, der gør byen tilgængelig fra vandsiden. Det er et privilegium, for som maritim turist kan man opleve både den levende altid urolige by, eller man kan trække sig tilbage til stilhed og ro i sin båd, når man trænger til det. Berlins byområde omfatter godt 800 kvadratkilometer, og ca. halvdelen er grønne områder, kanaler og søer.
     
 

Vores ”Frøken Meyer” er bygget i 1961 på Lohals Bådbyggeri på Langeland og er med sine 34 fod den helt rigtige motorbåd til kystnære farvande. Det har i mellemtiden også vist sig, at hun klarer sig fint i snævre farvande, på floder og på kanaler. Selv om der juridisk set på hvert skib kun findes een skipper, er der med Liller, min evigt unge kone, en ligeberettiget co-skipper om bord. Ud over utallige andre fordele har hun også den, at hun ikke er lige så vild med Käsekuchen, som jeg. Derfor er der altid et ekstrastykke til mig.
For at komme ind i kanalsystemet sejler vi til den gamle Hanseby Lübeck. Igennem den hyggelige Elbe-Trave-Kanal kommer vi til Lauenborg og ånder lettet op, da havnefogeden giver os den besked, vi har håbet på: ”Der er vand nok i Elben.” Sagen er nemlig, at afsnittet fra Lauenborg og op til Havelberg ofte ikke kan passeres på grund af lavvande i Elben. Derfor skal man altid her orientere sig om den aktuelle vandstand.

Modstrømmen i Elben er på omkring to knob. Der findes en del fragtskibe fra Polen og Tjekkiet, der med stor motorkraft og uden at de på grund af forholdene kan tage hensyn til lystsejlerne, pløjer sig igennem vandet. At sejle på den 1.091 kilometer lange strøm kræver vedvarende koncentration.  Sejlrenden skifter udafbrudt fra den ene bred til den anden, og der er høfter og grunde alle vegne. Hvis der sejles med den nødvendige opmærksomhed, er det imidlertid en spændende sejlads, for farvandet er godt afmærket, og landskabet er flot med interessante byer, der ligger i god afstand til en dagsrejse.

     
Da Tyskland var delt i DDR og Forbundsrepublikken, var grænsestrækningen imellem de to stater indtil genforeningen i 1990 fra Lauenburg og op af Elben til Schnackenburg omstridt. DDR hævdede, at grænsen forløb i midten af floden, mens Vesttyskland mente, grænsen lå på den nordlige bred. Ligemeget hvem der havde ret, så profiterede naturen ihverfald af det politiske vakuum, og den dag i dag kan man opleve en frodig natur med et rigt fugleliv til glæde for dyr og mennesker. Bag høje diger, der minder om, at Elben stadigvæk er en uberegnelig og til tider farlig flod, ligger små byer. Boizenburg, Bleckede, Hitzacker og Schnackenburg har i århundreder været fisker-, skipper- og handelsbyer. Efter genforeningen fik de gamle huse, der heldigvis i DDR-tiden ikke blev ofret til fordel for indkøbscentre og modernistiske, menneskefjendtlige nybygninger ganske enkelt, fordi pengene manglede, en ordentlig oppudsning. Nu er de fredede, og byerne viser stolte deres smukt restaurerede bindingsværkshuse frem.  
     
Det er en fryd for øje og sjæl! Kun Wittenberge, engang efter DDR-forhold en velhavende by, slumrer som en falmet socialistisk tornerose. Her er bygget en flot lystbådehavn med en god restaurant, men på den korte vej til byen virkede det, som om tiden bliver drejet 20, 25 år tilbage. Det mærkes tydeligt, at byen mistede en mange arbejdspladser, da et mejeri, et slagteri samt en symaskine- og cellulosevirksomhed måtte lukke. Af en frisør bliver vi som danskere modtaget med åbne arme.  For det første havde hun ingen kunder, men den virkelige grund var, at indehaverens søn havde fået en uddannelsesplads ved Dänisches Bettenlager, den tyske pendant til Jysk Sengetøjslager. Hun er simpelthen så taknemmelig og kan slet ikke fatte sin lykke på sønnens vegne. ”Og tænk Dem, så kommer Lars Larsen personlig og siger til min søn: ´Du hedder også Lars? Så gør du nok karriere, hvis du anstrenger dig!´” Det eneste, hun er betænkelig ved er, at de alle siger ´du´ til hinanden!  
     
  Ved kilometer 423 forlader vi Elben og sejler ind i slusekanalen mod Havelberg. Allerede på lang afstand hilser den vældige domkirke St. Marien fra det 14. århundrede højt oppe på en morænebakke os velkommen, og de små huse, der ligger under kirken, ligner beskyttede kyllinger under kirkens favntag. I Middelalderen har Havelberg været centrum for skibsbygning, og den vel mest berømte lærling var Tsar Peter den 1.
Nu bliver turen rolig og afslappet, for med de tilladte højst 9 km/h sejles de sidste 148 kilometer til Berlin, og på vejen derhen skal man passere syv sluser. Undervejs ligger hyggelige byer som Rathenow, Brandenburg og Ketzin. Og hvis man har lyst og tid, er der masser af oplevelsesmuligheder på rolige søer, hvor man kan være alene, ankre op og nyde naturen.
     
Vi vil imidlertid til Werder og Potsdam. Det er en lille omvej til tante Elsbeth og Käsekuchen, men jeg vil gerne gense Werder, hvor jeg i 1949 oplevede en kort og mild sagt kaotisk skolegang, og hvor min bedstefar arbejdede som fisker, mens min bedstemor havde en lille købmandshandel på øen Werder. Ligemeget, hvad der fører een til Werder, så er stedet et besøg værd. Øen præsenterer sig smukt og venligt, og rundt omkring Werder vokser millioner af frugttræer, der i blomstringstiden lokker tusinder af besøgende til. I høsttiden tilbydes æbler og pærer samt den lumske frugtvin, der stiger een til hovedet uden, at man lægger mærke til det.
 
 
 
Kun ganske få kilometer videre forbi Geltow og Caputh fører vandvejen fra Schwielowsee igennem en snæver kanal ind til Templiner See med Potsdam på den nordlige bred. Een dag – mindst – skal man bruge i byen, hvor de prøjsiske konger i løbet af få generationer dannede et stort rige og samlede de tyske stater, de selvstændige byer og hertugdømmer under kun een konge. Men ligeså meget som slottet Sanssouci, der blev bygget af Frederik den Store, vidner om magt og succes, så vidner Schloss Cecilienhof om nederlaget af et forbryderisk system. Hèr mødtes i juli 1945 Amerikas præsident Truman, Ruslands Stalin og Storbritanniens Churchill for at besegle Tysklands nederlag og trække de nye grænser i Europa. Potsdam byder på mange seværdigheder, kulturelle foranstaltninger og giver anledning til eftertanke og til at fundere over politiske og historiske hændelser.
På vejen til Berlin passeres Glienicker Brücke. Broen var grænseovergang for De Allierede indtil genforeningen og var berømt som det sted, hvor afslørede agenter og spioner blev udvekslet mellem Øst og Vest.
 
 
 

Nu tager storbyen Berlin os mere og mere i sit favn. Over floden Spree og flere sluser kommer vi til den såkaldte Spreebogen, hvor det tyske regeringskvarter ligger med Bundeskanzleramt, Rigsdagen og kontorbygningerne til alle forbundsdagsmedlemmer. Ikke langt herfra ligger Brandenburger Tor, mindesmærket for de dræbte jøder under naziregimet, den berømte Museumsø og hovedgaden Unter den Linden. Hér ligger også eet af de anløbssteder til lystbåde, hvor man midt i Berlin kan ligge gratis i 24 timer.

     
  Vi fortsætter på floden Spree indtil Köpenick dukker op. Den lille by, der blev berømt, fordi en fortvivlet skomager ville have et rejsepas for at forlade Prøjsen. Det lykkedes næsten med hjælp af en lejet officersuniform. Hele Europa grinede ad de indbildske uniformglade prøjsere. For skomager Vogt endte det hele godt. Han ligger iøvrigt begravet på en kirkegård i Luxemburg.
Videre går det mod øst igennem Klein Venedig over Großer Müggelsee til Woltersdorf med den sidste sluse inden Die Rüdersdorfer Gewässer åbner sig. Over en smal kanal sejles til Stienitzsee. Søen er fuldkommen omgivet af skove. Vandet er rent og rundt omkring søen er der små broer og flere havne. Og i motorclubben Stienitzsee`s lystbådehavn venter Tante Elsbeth, kusiner og fætre. En liggeplads er reserveret, bordet er dækket, kaffen damper og ostekagen stråler om kap med solen.
 

Tekst og fotos: Jürgen Helm
Informationer om gratis liggepladser: www.elwis.de, Freizeitschifffahrt, Verkehrsvorschriften, wasserstraßenbezogene Hinweise.   Søkort: NV. Sportschiffahrtskarten Binnen Serie 1 og Serie 4.